En plante jeg er meget glad for er Agaven. Jeg har haft en del planter, men vores nye hund synes åbenbart også godt om agaverne. Han bed ihvertfald så meget i nogle af planterne at de gik ud. Men heldigvis har jeg 1 tilbage som nu er udenfor hundehøjde.
Her sidst på vinteren, begynder jeg at gøre klar til at de planter jeg har overvinterende, så småt begynder at vågne af deres vinterdvale. De bliver sat frem i mere lys og får mere vand dog stadig i moderate mængder, da der jo desværre nok er et stykke tid før krukkerne kommer ud på terrassen.
Senere på foråret bliver de små aflæggere og selve moderplanten plantet over i en større krukke. Sidst på sommeren var jeg heldig, der kom flere små aflæggere som snart skal over i en anden krukke. Og her i løbet af vinteren hvor planten har stået frostfrit og været nærmest i dvale, er der faktisk kommet en aflægger mere som kun lige er kommet ovenud af jorden. Så planten har nu 4 små planter som kan komme over i en anden krukke.
Så håber at året vil blive et år hvor agaverne vokser godt til og begynder at strække sig i vejret. Mine har været grønlige de sidste par år, hvorimod jeg har set andres agaver er mere blålige og faktisk er noget pænere end mine. Om det drejer sig om alderen på planten eller om de blålige planter har noget andet jord ell. lign. som gør at de bliver blå skal jeg være usagt, men spændende bliver det at se hvordan de udvikler sig denne sommer.